Prævention

Jeg fødte Freja for 3 måneder siden, og har i den forbindelse ikke været på prævention siden, da jeg fultidsammer.

Det har været lidt af et sats, da jeg ærligt må indrømme, at vi ikke alle dage har været lige gode til at huske præventionen. Og lad mig slå fast, at en hurtig tre’er ikke er en del af planlægningen. Efter en del spekulationer for og i mod og efter at have googlet nettet tyndt for alle skrækhistorier, endte det med, at jeg besluttede mig for en kobberspiral .

I dag var så dagen, hvor jeg skulle have lagt spiralen op. Google havde informeret mig om, at mange, så frem de ikke har født, bliver lokalbedøvet før en sådan oplægning. Med en tro på at min krop og mit underliv, bevares, stadig er som en teenager, der ikke har født, bevægede jeg mig lettere nervøs til lægen. Frygtelig bange for at jeg skulle udsættes for en smerte af den anden verden. Inden jeg nåede så langt, skulle jeg forbi apoteket og have fat i spiralen. Den sikkert ellers flinke apotekerdamen, måtte meddele mig, at hun desværre lige havde solgt den sidste, og da de kun ligger inde med én! JA ÉN! ville jeg blive nødt til at få bestilt en hjem. Mine hormoner trådte i kraft og jeg kunne mærke jeg var på nippet til at bryde sammen, lige dér, på apoteket i Albertslund centret. Ikke nok med at jeg havde ventet i en måned, på at få tid hos den ønskede læge, havde vi selvsamme nat haft en smutter uden beskyttelse, hvorfor spiralen samtidig skulle fungere som nødprævention.

Lettere irriteret og på grådens rand fik jeg fat i min kæreste. Jeg havde brug for at få mine frustrationer ud og der er han altså bare den nemmeste at skælde ud. Især over nattens svipser, der i øjeblikket, kun syntes at havde været hans ansvar. Han er vant til at jeg ringer og skælder ham ud, når jeg bliver irriteret eller ked af det.. ( undskyld skat!) Han lod det passere og valgte at tage fat i Glostrup apotek, og få dem til at lægge en til side til mig.

Det skulle heldigvis vise sig, at lægen havde en ekstra en liggende til nødstilfælde og det var de enige i, at det var det. Måske den søde sygeplejerske, fik ondt af mig, da hun så mig med sveden piblende ned af panden, et barn på armen og tårer i øjnene.

Og ved i hvad! Det gjorde slet ikke ondt. Jeg vælger at tolke det som at jeg har en yderst kompetent læge, og grundet min nylige  fødsel.

P.s. Jeg har fået ny computer. En MAC og jeg kan slet ikke finde ud af den. Jeg kan heller ikke finde ud af Bloggersdelight. Det som om det ikke rigtig vil samarbejde. Computeren, og websitet, har indtil videre allerede givet mig flere raserianfald. Meningen var jo at skriveriet skulle fungere som en ventil for blandt andet aggressioner. Ikke skabe dem.

Nu kan jeg høre vasketøjet kalder. Over and out.

Kram Nadia