Fødselsberetning – Det kan godt gå for stærkt.. | Familie

Egentlig troede jeg aldrig jeg ville lave en fødselsberetning. Da jeg var gravid elskede jeg at læse dem, men da jeg selv havde født, synes jeg ligesom ikke rigtig jeg orkede det. Felix fødsels var vist det man kalder helt normal, og behovet for at genfortælle den skriftligt kom egentlig aldrig. Dog har jeg alle dage elsket at fortælle om min fødsels og udveksle oplevelser. Det er så stort, at alle mødre nok kan nikke genkendende til den følelse.

Frejas fødsel, var noget lidt andet. Den gik ikke helt efter bogen og jeg blev derfor rådet til, af diverse fagpersoner, til at skrive forløbet ned. Men jeg synes faktisk jeg havde fået bearbejdet oplevelsen af selve fødslen, ved blot at tale om den. Det var i princippet nok egentlig mest efterforløbet, der var mærkeligt for mig.

Jeg sad i dag, og læste i Frejas barnets bog, den grønne, i forbindelse med at sundhedsplejersken kommer i morgen. Jeg læste lige det korte forløb igennem og besluttede mig for at dele oplevelsen med jer.

Jeg havde allerede i starten af min graviditet besluttet mig for, at den 20/3-16 skulle være dagen hvor hun kom. “Det kan man da ikke sige” tænker du nok, men det virkede med Felix. Og det virkede faktisk tildels også med Freja. Den 20/3 om morgenen, kunne jeg mærke, at der skete noget i underlivet. Det var sådan lidt ømt. Jeg siger til Troels, at jeg tror det bliver i dag.

Der går ikke mere end en halv time, fra jeg havde sagt til Troels, at det nok blev i dag, til Felix besluttede sig for at brække sig ud over det hele. Han blev rigtig skidt, og nærmest i samme sekund, holdte min mave op med at være øm. Alle tegn på fødsel gik i stå. Ingenting skete der. Vi var inviteret hjem til Troels forældre, og besluttede os for at overholde aftalen, på trods af at Felix var blevet syg. Det var nemlig alligevel dem, der skulle have ham, så frem jeg skulle gå i fødsel. Timerne gik, og Felix fik det meget bedre. Han formåede faktisk at blive helt rask hen ad eftermiddagen og i fint humør. Maven mærkede jeg stadig igenting til. Vi besluttede os for, at tage Felix med hjem igen om aftenen, da der tilsyneladende ikke ville ske noget alligevel. Vi lægger os til at sove, og klokken 23.25 vender jeg mig i sengen og vandet går. Jeg når dårligt at rejse mig, førend veerne starter. De kommer skyllende indover mig. Troels kører Felix hjem til sine forældre igen, og i mens har jeg allerede talt med fødegangen to gange. Første gang, meddeler jeg selvfølgelig at vandet er gået og at jeg allerede har mange veer. ” Ja.. Okay” Siger jordemoderen. ” Du kan komme herind i morgen kl. 10.30″. What? “Øhhm okay, jeg har allerede ret ondt og med min første søn, udvidede jeg mig altså også ret hurtigt..” ” Ja, men så må du ringe igen, hvis det bliver meget værre”. Ikke mange minutter senere, havde jeg allerede været i bad og stod bøjet sammen ude på badeværelset. Kan huske jeg tænkte. Det her gør allerede alt for ondt. Det ik normalt, at det går SÅ hurtigt. Jeg ringede selvfølgelig igen til jordemoderen. ” Kl. 10.30 sagde du.. Det kommer IKKE til at ske”. Jordemoderen, beordrede mig at vente minimum 30 minutter førend jeg måtte køre mod fødegangen. Kælling. Hun troede ikke en meter på at jeg havde så ondt som jeg sagde. Bare fordi jeg ikke skreg og råbte i telefonen. Da der er gået præcis 30 minutter, sidder jeg i bilen på vej på hvidovre.

På vej mod bilen kommer Troels med et ” Du gør det godt skat”. Det skal man ikke sige til mig. Jeg responderede lettere aggressivt, med at det behøvede han sku ikke at sige, det vidste jeg sku da godt. Troels ringer og meddeler vores ankomst. Jeg hænger bogstavligtalt i “gammel-dame” håndtaget i bilen og råber at jeg skal presse. Og skide! Desuden kan jeg ik få vejret på grund af alle de veer.

Troels begynder at koordinerer indgang og afsnit med jordemoderen i telefonen. Der blev jeg pænt tosset. “KØØØR FOR FANDEN! DET ER SKU DA LIGEMEGET”

Hele vejen i bilen, hænger jeg og holder mig forneden. Jeg skal skide føler jeg. Hvilket jo var min pressetrang. Vi når vandrehallen på Hvidovre hospital og jeg bliver nødt til at gå på toilettet. Troels mener jeg for fanden da kan vente med at skide til vi er kommet ned på fødestuen. Men det kan jeg ikke. Jeg SKAL på toilettet. Og lige dér – på toilettet, kan jeg mærke min datters hoved mellem benene. “LØB EFTER HJÆLP; JEG KAN MÆRKE HENDES HOVED”! Og så kan i ellers tro, at Troels stak i galop. Der stod jeg. Med åben dør, på et offentligt toilet i vandrehallen og holdte min datter oppe med hænderne. Presse skulle jeg, så jeg måtte aktivt holde hende tilbage, indtil der kom hjælp. Det føltes faktisk som en befrielse at vide, smerterne allerede snart ville stoppe. Jordemoderen kom, og konstaterede at jeg var i gang med at føde.. Ha! No shit Sherlock. Hun beordrede mig ned på alle 4 og bad Troels om at rende efter mere hjælp, da fødslen ville foregå der. De var dog allerede på vej, og godt og vel små 5 minutter senere, havde jeg min datter i armene. kl. 01.02. Præcis 1 time og 37 minutter efter vandet gik. <3 Jeg blev kørt ned på stuen, men ikke uden lige at spørger efter jordemoderen jeg havde talt med i telefonen. Jeg kiggede bare på hende og sagde. ” 10.30?!”.

To timer senere kørte vi hjem. Og det var mærkeligt. Der sad jeg næste morgen og spiste morgenmad derhjemme med en lille ny. Jeg var ikke fysisk mærket af fødslen, hvilket også var mærkeligt. Jeg kunne gå rundt osv. Kiggede på et tidspunkt på Freja der lå og sov, og sagde til Troels. “Måske, jeg skulle lægge hende til hud mod hud”. Det var psykisk så underligt. Jeg kunne slet ikke forstå at jeg nu ligepludselig var mor til to. Jeg var slet ikke i den boble som jeg var med Felix. Med Felix kunne jeg nærmest ikke rejse mig i en uge, hvorfor jeg lå solidt plantet i sofaen med ham på mit bryst. Det var helt anderledes med Freja. Følelserne lod vente på sig. Psyken kunne ikke følge med. Og dét, skærer mig stadig lidt i hjertet indimellem.

Jeg er faktisk sikker på, at det var Felix sygdom der stoppede min fødsel. Der var ikke overskud til at jeg skulle føde. For jeg skulle først og fremmest være mor. Jeg er sikker på, at havde han intet fejlet, var hun kommet d. 20/3 som “aftalt” 🙂 Og hun gjorde faktisk alt i sin magt for at prøve at nå det. Min lille trofaste Tulski. <3

Lige her kom hun til verden. Det var allerede rent og fint igen, da vi tog hjem derinde fra.