Likehunting

Alle ved det, men ingen taler om det. Likes. Jo flere likes, des bedre. Det er udtryk for anerkendelse og om det man foretager sig er populært. Størstedelen af både unge og voksnes liv foregår viralt på de sociale medier, hvilket betyder, at alt vi foretager os på de sociale medier, ligger til grund for konstant bedømmelse udefra. Hvis du poster noget på facebook, kan folk like og kommentere på det og kommentere du på andet indlæg kan dette også likes. Også på instagram er man udsat for konstant bedømmelse, udfra henholdsvis likes og følgere. Jeg sad den anden dag i bussen, og overhørte to små drenge, og jo de var vitterlig små. Måske omkring 9 eller 10 år gamle. De talte om piger, og den ene nævner i den forbindelse, at den ene pige “X”, ikke havde rigtig havde nogle følgere. Det fremgik ikke, af hvilken side de refererede til, og det er også sagen uvedkommende. Jeg var målløs. Forundret over at de rent faktisk sad og brugte antal følgere som vurdering af en persons værd. Jeg blev samtidig ked af det, ved tanken om at mine børn kommer til at vokse op og blive en del af hele dette crazyness. Jeg priser mig lykkelig for, at det ikke fandtes da jeg var barn.

Og to be honest. Vi kender det alle sammen. Det er lidt federe, når det man poster eller foretager sig bliver anerkendt udefra. Vi er jo kun mennesker og alle  har brug for anerkendelse. Men hvad når den udebliver? Når likes og følgere udebliver. Lader vi det så styre os og lader det begrænse os i at udfolde os? Er vi så bange for at blive set som en fiasko, at vi holder os tilbage, med kommentarer og indslag, med mindre vi ved de giver stensikre likes? Jeg frygter, at det scenarie jeg lige har beskrevet er tilfældet hos langt de fleste. Jeg har endda set opslag slettet igen, formentlig på grund af den manglende anerkendelse udefra. Jeg har selv været ved det. Jeg synes det er synd, at vi er begyndt at vurdere vores værd udfra likes, kommentarer, følgere og delinger. ØV!

Jeg kan tage udgangspunkt i mig selv. Jeg har ikke det største netværk. Jeg har en dejlig stor familie, mine håndfuld gode veninder og selvfølgelig bekendte. Jeg har altid været typen, der hellere ville have 5 i hånden end 10 på taget. Altid haft det bedst i selskab, hvor jeg vidste jeg var helt tryg, omgivet af folk, der ville mig det bedste. Det betyder, at jeg hverken har mange følgere eller hiver mange likes, men dem der er der, er dem der betyder noget! Skulle det begrænse mig i at poste ting som gør mig glad, vred osv? Eksempelvis stoppe mig i at skrive denne blog. Næh det synes jeg ikke. Nogen gange skal man – og i sær jeg, øve mig i at hvile mere i mig selv. Det hjælper denne blog mig med. Men har jeg allerede haft lyst til at droppe bloggen? JA! men af helt andre årsager. – Men det hører vist et andet indlæg til.

De dejligste feriehilsner fra mig <3

P.s – I kan tro vi hygger på Rømø. Vi har i dag været turister i Ribe!