Den der type mor..

..Er jeg blevet. Hende der bliver rigtig såret og børnefornærmet på sine børns vegne, når andre børn er tarvelige og hende der måske også bliver en smule barnlig.

Lad mig fortælle. Felix er den yngste dreng i i vores nærområde pt. Men det vrimler dog med en masse andre dejlige børn. Dagligt er børn forbi og banke på, og hører om Felix kan lege. Jeg tror de glemmer at Felix kun er 2,5 og ikke har det bedste sprog endnu og da hans stedsans stadig er at betragte som ikke eksisterende, er hans far eller jeg, nødt til at gå med ud. Det er dejligt og det bliver bestemt rart for ham når han bliver ældre. Nåh, vi var som vanligt igen på kvarterets legeplads her den anden dag. Og normalt går det bare rigtig godt, og børnene er søde. Men denne dag, er der så lige nogle “nye” ældre børn på legepladsen. De leger alle sammen sammen og Felix vil selvfølgelig også være med. Den “nye” dreng, som jeg allerede har en fornemmelse af, er en dårlig kammerat, begynder at få de andre børn til at løbe væk fra Felix, så ledes at min lille dreng skal løbe forvirret efter de store drenge. Drengen siger så, ” Kom! Vi løber fra Felix. Vi skal se, om vi kan få ham til at sige som en tiger”. ( Felix leger nogle gange han er en tiger, hvis han ønsker kontakt med de andre børn) De andre børn er først ikke med på den, men de er jo flokdyr, så de går delvist med på den. Jeg tager selvfølgelig fat i Felix og siger at han skal ignorere dem. De fortsætter og drengen går så langt som at sige Felix er en klovn og høre ham hvorfor han ikke siger som en tiger. Spørg lige om jeg var ved at bide min tunge af. Felix fattede heldigvis bjælde. Hverken af hvad jeg sagde, eller at den anden dreng var igang med at ydmyge ham. Felix var heldigvis ikke i humør til at sige som en tiger og jeg kan love jer for, at jeg fandt mit indre legebarn frem og legede med Felix. Sørgede selvfølgelig for, at vores leg var dobbelt så sjov, som den leg de havde gang i. Det skulle ikke lykkedes dem, at gøre min dreng ked af det. Drengen spurte mig efter noget tid ; ” Vil du se hvad jeg kan?” Og der må jeg indrømme jeg blev lidt barnlig; ” Nej.. Jeg leger lige med Felix”… Sorry.. I know –  Dét er ikke synderlig pædagogisk. Men ved I hvad? Jeg havde lyst til at sige ting der var SÅ meget værre. Den fornuftige Nadia, der godt ved ham og hans søster sikkert mangler kys og kram hjemmefra, kunne alligevel ikke dy sig, da Felix var løbet over og lege med de andre. ” Nå.., Må jeg så se hvad du kan?” 🙂

Der var mange små episoder den dag, og jeg kunne skrive mange sider om dem alle sammen. Det er hårdt at se som mor, når andre børn ikke vil ens børn det bedste og endnu hårdere at beholde det pædagogiske stoneface og lade børn gøre deres. Til gengæld springer mit hjerte over af lykke når de andre “store” børn, favner Felix, vil have ham med ud og lege osv. Når små mennesker kan vise omsorg for hinanden, ved man at der er håb for fremtiden.

Det er ikke fordi min søn er perfekt, han har også haft perioder med at skubbe/slå osv. Formentlig qua hans manglende sprog, men det må hører et andet indlæg til. Men han er samtidig omsorgsfuld og jeg gør meget ud af at forsøge at lære ham man skal være en god kammerat og behandle andre ordenligt. For ingen tvivl om at Felix også kan være en bisse. Men et af mine mål som mor, må klart være, at klæde mine børn på, så de bliver kærlige og omsorgsfulde børn, unge og voksne.

XX

P.s. Felix brød helt sammen, da de andre børn skulle hjem og lege hos en af børnene. ” Kom Felix. Vi går hjem og bager en kage..” ( Amen jeg ved det godt.. Sidespor)