Køleskabskiggeri og alenemor.

5 gange. Det er så mange gange jeg har åbnet køleskabet, for at se om der skulle være dukket noget nyt og spændende op. Efter at have hængt lidt i køleskabsdøren gik turen til det skab, der gemmer på godter. Så frem vi har nogle. Heller ingenting, hverken første, anden eller tredje gang. Godt nok er jeg alene hjemme med Freja, men man ved jo aldrig, om Santa lige har været forbi med en pose godter?! Jeg er ikke rigtig sulten og det køleskabet har at byde på er ikke synderligt inspirerende. Alligevel skete der noget 5 gang jeg åbnede køleskabet. Jeg spottede en chokoladesauce i køleskabsdøren. Den må sku da kunne bruges til noget.. Hmm… Vi har også noget græsk yoghurt. Yoghurt med chokoladesauce må da smage meget godt. Eller? Tjoo det kunne godt spises. Toppen med chokoladesaucen i hvert fald. Resten faldt mig lidt kedeligt.

Jeg burde gå en tur, men Freja sover. Så det må blive senere. Så samler jeg lige lidt energi i mens. 🙂

I kan ellers tro, at jeg i går fandt ud af, hvor meget jeg sætter pris på at have Troels med mig når vi er nogle steder. Jeg var nemlig til fødselsdag, uden Troels. Troels var på arbejde, så vi aftalte, at jeg pakkede bilen og ungerne og tog til fødselsdag som alenemor og så ville Troels benytte muligheden for at arbejde længere.  Men hold nu op altså, hvor er jeg glad for jeg ikke er enlig mor. Det overblik har min hjerne bare slet ikke. Jeg præsterede konstant, at glemme hvor jeg havde lagt mine ting. Vi skulle bla. besøge et naturcenter på Røsnæs, hvor jeg selvfølgelig huskede klapvognen, men glemte Frejas indsats. Hvilket jeg selvfølgelig først opdagede, da jeg havde stået med to børn, og svedt hvad der svarede til Niagara Falls, i mit forsøg på at slå klapvognen ud. Lige i går, drillede den mig også.  Jeg præsterede samtidig, at kører forkert hele tre gange. Og da vi skulle hjem, kom vi afsted uden Ipaden. Tilbage igen. Når Felix skulle skiftes eller lige krævede min opmærksomhed to minutter, græd Freja så hjerteskærende, at jeg ville have givet guld for at have 8 arme. Jeg ved ikke om I kan se det for jer, men det var en smule stressende. Hvor sætter man bare efterfølgende meget pris på, at have en rolig klippe med, der sørger for at der er styr på alle sådanne praktiske ting, i mens jeg drikker kaffe og mingler med familen. Selvfølgelig hjalp familien også til, men jeg vil helst klare det selv. Og så vil jeg altså bare helst selv have min datter i armene, når hun hulker hjerteskærende, selvom hun i følge familiemedlemmer ikke dør af det. Men mit hjerte, det dør lidt hver gang.

Bortset fra det var det en hyggelig dag, med masser af smil og solskin.

Onsdagsmøs <3